Når dit barn eller din teenager trækker sig
“Han vil bare ikke tale med mig.” Det hører vi ofte fra forældre i min praksis. Det gør ondt at føle sig fremmed for sit eget barn. Men ofte ligger en del af løsningen i den måde, vi møder vores børns følelser på.
Forskning i tilknytning peger på, at en tryg og nær relation til forældrene er en af de vigtigste beskyttende faktorer for børns og unges trivsel. Når et barn ikke åbner sig, når det er ked af det, kan det være et tegn på, at den følelsesmæssige kontakt er blevet svagere, end den kunne være.
Ofte skyldes afstanden to ubevidste vaner: At vi – i bedste mening – kommer til at afvise barnets følelser. Og at vi forveksler sympati med empati.
Fælden: at tale følelsen væk
Når vores barn er ked af det, vredt eller skuffet, har vi en naturlig trang til at beskytte det. Derfor kommer vi let til at prøve at få følelsen til at forsvinde:
• “Du skal ikke være sur.”
• “Det skal nok gå.”
• “Vær ikke skuffet.”
• “Du er alt for følsom.”
Det er sagt i kærlighed, men barnet kan høre noget andet: at følelsen er forkert. Over tid kan det lære, at det ikke nytter at åbne sig – og så holder det op med at fortælle.
Parforskeren John Gottman, der også har forsket i forældre og børn, kalder det at være en afvisende forælder. Hans forskning viser, at børn trives bedre, når forældrene i stedet bliver det, han kalder følelsescoaches.
Sympati og empati - hvad er forskellen?
Sympati er at have ondt af barnet: “Stakkels dig.” Det er venligt ment, men det sætter os lidt uden for følelsen – og kan få barnet til at føle sig lille eller hjælpeløst.
Empati er at gå ind i følelsen sammen med barnet: “Det gør ondt. Jeg kan godt forstå, at du har det sådan.” Empati siger: Din følelse giver mening, og jeg er her.
Prøv fx:
• “Det lyder som en stor bekymring.”
• “Du er virkelig ked af det. Det kan jeg godt forstå.”
• “Jeg kan se, du er vred. Jeg vil gerne høre, hvad der skete.”
Et eksempel fra hverdagen
Dit barn kommer hjem fra fodbold og siger: “Jeg var den dårligste i dag. Jeg bliver altid valgt fra.”
Den afvisende respons: “Det passer da ikke. Du er rigtig god!”
Den sympatiske respons: “Åh, stakkels dig.”
Den empatiske respons: “Av, det gør ondt at føle sig valgt fra. Fortæl mig, hvad der skete.”
Læg mærke til, at den empatiske respons hverken retter, trøster væk eller giver gode råd. Den lytter først. Rådene kan komme senere – når barnet føler sig forstået.
Empati er ikke det samme som at give efter
Mange forældre frygter, at de giver efter, hvis de anerkender følelserne. Men du kan sagtens anerkende følelsen og samtidig sætte en grænse for handlingen:
“Jeg kan se, du er vred, og jeg vil gerne høre hvorfor. Men du må ikke kaste med tingene. Kom, lad os samle dem op sammen.”
Følelsen er altid tilladt – det er handlingen, vi guider. Når barnet føler sig mødt, falder nervesystemet lettere til ro, og så bliver det muligt at tænke klart og løse problemet sammen. Det kaldes samregulering: Barnet låner din ro, indtil det selv kan finde den.
Hvorfor empati betaler sig
Empati kræver mere af os som forældre. Vi skal kunne rumme barnets følelser – også når de vækker noget i os selv. Men det er en investering: Børn, der bliver mødt i deres følelser, lærer at forstå og håndtere dem. Og de får en forælder, de har lyst til at komme til, også når de bliver store.
Hvornår kan det være en god idé at få hjælp?
• når dit barn eller din teenager har trukket sig i længere tid
• når samtalerne mest ender i konflikt
• når I som forældre er uenige om, hvordan I skal møde barnet
Vil du gerne styrke kontakten til dit barn? Book en samtale her på hjemmesiden.
Kilder og inspiration
• Gottman, J. & DeClaire, J. (1997). Raising an Emotionally Intelligent Child.
• Siegel, D. & Bryson, T. P. (2011). The Whole-Brain Child.


